Niðanfyri verður røðan hjá Edward Fuglø, listamanni endurgivin, hann helt, tá ið bókin um fuglakvæðið, sum er týtt til danskt av Kaj Alstrup, var framløgd á Fólkatingi mikudagin. Málningarnir, sum myndaprýða bókina, hevur Edward Fuglø gjørt, og vórðu teir eisini sýndir fram.
Fuglekvadet har i 2022 været på en mere end 200 år lang rejse, lige fra at det blev udklækket i Nólsoyar Páls fantasi i 1806.
I de første knapt hundrede år overlevede Fuglekvadet som mundtlig
overlevering fra generation til generation, og historien fandtes så at sige, kun i hovederne hos nogle få dedikerede fortællere.
Kvadet om Strandskadens kamp for at værne de små fugle imod rovfuglene, blev kvædet og danset i de mørke røgstuer, og fuglene der karikerede de høje embedsmænd, på de bonede gulve, primært i Torshavn, blev manet frem fra de mørke røgstuers krinkelkroge af kraftige, lattermilde og dramatiske stemmer.
Så intenst, at fuglemændene fremstod som lyslevende fabelfigurer iblandt de dansende.
I de første år af mit virke som kunstner beskæftigede jeg mig en del med store malerier, hvor motiverne var af nordatlantiske/færøske fugle, iklædt den strømlinede og globale magtuniform, jakkesættet. Og selv om det er en del år siden, at jeg var færdig med at arbejde med disse motiver, var det straks fristende for mig at sige ja til at illustrere det ikoniske fuglekvad, da Kaj Alstrup i 2020 henvendte sig til mig angående nærværende bogudgave, der i dag bliver præsenteret her på Christiansborg.
På en måde havde jeg jo allerede “flirtet” med kvadet i mine fuglemalerier, der også ofte bliver betegnet som en ny og moderne version af netop Fuglekvadet.
Malerierne illustrerer dog ikke kvadet, men var mere en samtids kommentar – nogle gange politisk – til det moderne færøske samfund.
Billederne, der vises her i dag, er derimod direkte illustrationer til Fuglkvadet fra 1806.
Det kan bl.a. ses i fuglemændenes uniformer, ligesom stemningen og farveholdningen i landskaberne også skal henføre beskueren tilbage i tid.
De 12 billeder er opbygget som kollager, hvor de vigtigste fugle er portrætteret.
Fuglene er så flankeret af 11 færøske + en dansk lokation, og af fuglevignetter hvor der optræder både fuglemænd og fugle – høj som lav.
Samtlige fugle der er vist på billederne, store som små, er nævnt i kvadet.
De portrætterede og vigtigste fugle i kvadet er: Kjove, falk, ravn (to billeder), lunde, dværgfalk, storkjove, havørn, spove, krage og strandskade (to billeder).
Ved første øjekast ses billederne nok mest som dekorative kompositioner, imens indholdet i billederne først åbner sig rigtigt, når man oplever billederne sammen med teksten i bogen, en illustration er jo skabt til at underbygge en tekst.
Kaj Alstrups fine tekster og noter, har været en uvurderlig hjælp for mig i skildringen af kvadet, og de har virkelig hjulpet mig, til fulde at forstå de historiske aspekter, der er “gemt” i kvadets tekst.
Nu er fuglekvadet så oversat til dansk, og er tilgængeligt for et langt større publikum end før, takket være det københavnske forlag, “Det Poetiske Bureau” velvilje til at udgive værket.
Nólsoyar Páls fortælling om Strandskaden, iøvrigt et billede på ham selv, der som en anden Robin Hood kæmper for de små i samfundet, kan nu læses af en langt større flok.
Historien er jo evigt aktuel, den er politisk, og beskriver kampen imod underkuelse og for ligeret og bedre livskår for alle – et mere demokratisk samfund.
Og lige præcis her, i centrum af Kongens København, på Christiansborg, fortsætter denne vigtige kamp, som bekendt, dagligt.
Jeg takker Kaj Alstrup og Det Poetiske Bureau, for det gode samarbejde.
Ikke mindst takker jeg politiker, Rasmus Horn Langhoff, for hans entusiasme og interesse for mine billeder og projektet, og for at gøre det muligt at bogreceptionen kunne holdes her på Christiansborg i dag.
Det perfekte sted for netop dette værk!
Jeg takker hovedsponsor Klaksvik Kommune, der også at stå for arrangementet i dag, North Pelagic og JFK, to virksomheder fra Klaksvik, Dansk Færøsk Kulturfond, samt Atlantic Airways for behjælpelighed med transport af billederne.
Uden disse ville bogen og receptionen i dag ikke foreligge.
Historien, som startede på en lille ø ude i Nordatlanten for 216 år siden, er nu nået ind til højborgen i København. På dens lange vej er den blevet sunget, kvædet og danset, i utallige danseringe.
I dag er danseringen blevet udvidet betydeligt, så endnu flere nu kan synge og kvæde med.
Tak for opmærksomheden.
Edward Fuglø











