Úr Norðlýsinum nr. 21 fríggjadagin 27. Mai 2005: “Jeg var meget godt kendt med Færøerne, inden jeg skulle derop. Men den der lægestrid, den havde ikke optaget mig synderligt.”
Ordene tilhører rigsombudsmand på Færøerne 1955-61, Niels Elkær-Hansen, der snart skulle blive optaget af “lægestriden”. Den 21. april 1955 havnede han midt i den.
Jaget væk
“Vi tog af sted til Klaksvig for at sætte Halvorsen ud ved en fogedforretning, men fandt ham ikke på sygehuset. Da vi kom ud af sygehuset, stod der flere hundrede mennesker, og vi blev jaget ned til vores skib. De hujede og skreg, og nogle af folkene blev så vilde, at de kappede tosserne. Der blev stor ballade, og kaptajnen svor og bandede,” husker Elkær-Hansen, der ikke var overrasket over balladen.
“Jeg havde egentlig ventet det på grund af den ophidselse, der var i Klaksvig,” fortæller den 90 årige pensionerede embedesmand.
Niels Elkær mener, at det nyoprettede hjemmestyre fra 1948 gav Danmark berøringsangst overfor færøske forhold.
“Man ville fra dansk side gerne sende politi op, men mente landstyret skulle bede om det. Færingerne sagde på den anden side, at sygehusvæsnet og politiet var danske anliggender.”
Det betød, at ingen gjorde noget.
Efter den mislykkede fogedforretning blev der forhandlet. Finansminister Viggo Kampmann kom op og fik et forlig på plads med to midlertidige læger for et halvt år, og roen faldt over Klaksvig.
Gidsel for en nat
Den 27. september skulle sygehusbestyrelsen mødes og ansætte to nye læger. Den dag har Elkær-Hansen ingen problemer med at huske.
“Mødet foregik uden nogen dramatik, og vi skulle hjem med båden. Da vi kom ned til kajen, stod der en hel forsamling foran den. De råbte og skreg, at Kampmann havde lovet dem Halvorsen tilbage. Jeg blev slået af en kvinde, og de andre slap heller ikke uden skrammer. Politiet var ingen steder.
De sad vist og spiste et sted,” husker Elkær-Hansen. Han og de andre blev jaget ind i politistationen i Klaksvig, hvor 300-400 mennesker samlede sig udenfor.
Telefon fra statsministerne
“På et tidspunkt ringede statsministeren (H.C. Hansen red.) til mig. Det var på hans sølvbryllupsdag, han holdt fest på Nimb, og det gjorde ham meget sur, at han måtte afbryde det. Han spurgte, om det ville gøre nogen nytte, hvis Kampmann kom op. Jeg sagde, at jeg ikke kunne se, at han kunne gøre nogen nytte, men når de råber hans navn hele tiden, kan det vel ikke gøre nogen skade.”
Det blev besluttet, at Kampmann skulle komme op, og om morgenen blev de indespærrede løsladt. Et dramatisk døgn var slut, og udmattet vendte Niels Elkær-Hansen hjem til Torshavn for at følge efterspillet fra sidelinjen.
I dag vil de oprørske færinger ikke tale om sagen, og det forstår han godt.
“Et slagsmål er sjovt, men når det er overstået, taler man ikke mere om det.”
