Denne lidt besynderlige avisoverskrift kunne jeg læse i et færøsk dagblad for et par uger siden. Baggrundsartiklen i et erhvervsindlæg tog pulsen af det færøske erhvervsliv. Og konklusionen var entydig: Der er fuld fart på ordrebøgerne over hele linjen. Optimismen i det færøske erhvervsliv er enorm og troen på fremtiden er stor.
Kære konference deltagere – kære erhvervsfolk – mine damer og herrer
“Erhvervslivet storsmiler”
Denne lidt besynderlige avisoverskrift kunne jeg læse i et færøsk dagblad for et par uger siden. Baggrundsartiklen i et erhvervsindlæg tog pulsen af det færøske erhvervsliv. Og konklusionen var entydig: Der er fuld fart på ordrebøgerne over hele linjen. Optimismen i det færøske erhvervsliv er enorm og troen på fremtiden er stor.
Det er ikke kun erhvervslivet, der har hænderne oppe over hovedet i øjeblikket. Det har vi politikere bestemt også. De seneste mange måneder har neutrale instanser næsten hver uge berettet om positive nøgletal for færøsk økonomi. Det gælder alt fra lav arbejdsløshed, flere lønmodtagere, folketilflytning, en større optimisme blandt borgere og erhvervsliv til større skatteindtægter og en historisk høj eksportværdi.
Det går godt på Færøerne i øjeblikket.
Det er næsten ikke til at fatte, hvor hurtigt og hvor godt vi er kommet igennem den dybe verdensomspændende økonomiske krise, der hærgede for bare et par år siden. Det klareste eksempel på den positive udvikling, finder vi i noget så konkret som i, hvordan vi omtaler færøsk økonomi.
Her er diskursen totalt ændret.
Mens flere af vores europæiske naboer stadigvæk kæmper med en recession og arbejdsløshed, er der stemmer på Færøerne, der påpeger, at vi må være påpasselige med ikke at overophede den færøske økonomi.
Ja, med en så grundlæggende forskellig økonomisk dagsorden, kan man ikke være andet end at trække på smilebåndene.
Kære konference deltagere
En grundlæggende årsag til, at færøsk økonomi oplever en optur, er et innovativt og dygtigt erhvervsliv i netop det lokalområde, vi befinder os i dag. De mange erhvervsaktører på Østerø er et vækstlokomotiv, der løfter det færøske samfund fremad. Dette lokale kraftcenter er en katalysator for vækst i fremtiden.
Vi skal ikke mange meter herfra for at finde en vigtig aktør og vigtig årsag til fremgangen i færøsk økonomi. Virksomheden Bakkafrost og resten af den færøske opdrætsindustri producerer i min optik verdens bedste laks. Så enkelt er det. Den færøske opdrætsindustri hører blandt de stærkeste i verden, og deres eksport nærmer sig nu halvdelen af den samlede færøske eksportværdi. Du kan ikke producere den bedste laks uden de mest grundige opdrættere, et sikkerhedssystem, der forebygger sygdom eller en innovativ industri, der hele tiden arbejder på at producere en bedre, sundere og kvalitetssikret fisk.
Væksten inden for den pelagiske industri er mærkbar, og det er ikke utænkeligt, at en af årsagerne til den øgede bestand af pelagiske fisk er de verdensomfattende klimaforandringer, der gør havet varmere, hvilket gør at fiskearter flytter sig. EU’s urimelige boykot er nu passé, og vi har langtom længe fået en mere retfærdig fordeling af de pelagiske ressourcer i Nordatlanten. For os som samfund er det af stor betydning, at vores industri har valgt at bearbejde de pelagiske ressourcer på Færøerne. Vi oplever, at den pelagiske industri har skabt nyt liv i flere lokalområder med store investeringer i blandt andet produktionsanlæg, som bearbejder de pelagiske fisk. Det har stor betydning, at vores pelagiske eventyr gavner så mange borgere som muligt.
Et bogstaveligt talt synligt eksempel på, at vi på Færøerne er velsignet med højt professionelle og konkurrencedygtige virksomheder, der ikke er bange for at løse de helt store opgaver, oplevede vi for et par uger siden, da en af verdens største olieplatforme West Hercules blev repareret her i lokalområdet. Den voksende færøske offshore industri er sammen med andre nærtstående brancher, en voksende del af færøsk økonomi.
Som før nævnt, så oplever Færøerne klimaændringerne på tæt hold, ikke blot at fiskearter flytter sig i og med at havet bliver varmere, men også at området længere nordpå, nemlig at isen omkring Arktisk smelter, hvilket har medført en øget sø trafik nordpå via den åbne nordvestpassage. Færøerne kan således blive et meget vigtigt strategisk midtpunkt i Nordatlanten, hvilket vi selvfølgelig med største omhu bør høste gavn af.
At drage nytte af klimaforandringerne er en ting, men som en af de førende fiskerinationer er også vigtigt, at vi har den rette grønne profil, at vi i alle henseender signalerer, at vi tager vare på vores natur, tager vare på vores havmiljø og så sandelig også at vi bliver dygtigere og dygtigere til at flytte os over i en mere grøn økonomi, hvor vi gør os mere uafhængige af den dyre olieimport. Vores nationale El selskab, SEV, har for nyligt offentliggjort den nye vindmølle park på Færøerne, og nu kan vi sige, at 60 % af vores el-produktion kommer fra vedvarende energi. Dette er både gavnligt for miljøet men så sandelig også for vores økonomi.
Kære konference deltagere
Fremtiden kommer af sig selv, men det gør fremskridtet ikke. Fremskridtet sikrer vi blandt andet med at uddele viden og erfaringer. FaroExpo er en vigtig fiskeri- og forretningsmæssig begivenhed med udstillinger, konferencer og møder. Det er tiende gang, at FaroExpo bliver afholdt på Færøerne, og er endnu et eksempel på det innovative og dynamiske miljø, der præger dette lokalområde.
Jeg vil her personligt benytte lejligheden til at takke arrangørerne for initiativet og for at have skabt denne mulighed for, at færøske og udenlandske erhvervsfolk kan mødes for at præsentere deres produkter og udveksle viden og erfaringer.
Med disse ord vil jeg hermed åbne FaroExpo 2014.




