Røða hjá Høgna Hoydal í sbd. við fyrstu viðgerð av blokkstuðli til Føroya 2007-2008
På trods af, at mere end halvdelen af det færøske parlements medlemmer, går ind for at bortreducere tilskuddet. Og på trods af, at en meningsmåling fra august i år viser, at kun en tredjedel af de færøske vælgere ønsker at bibeholde de danske penge, medens mere end halvdelen af de adspurgte vil gøre sig fri af dem. Så tyder alt på, at et flertal i det færøske parlament – lagtinget – også vil stemme for at fastsætte denne lov uændret. Det må jeg acceptere.
Men som formand for det største parti i Færøerne og nuværende medlem af det danske Folketing, vil jeg dog tillade mig at gøre min og mit partis holdning til dette forslag fuldstændig klar og knytte nogle principielle betragtninger til sagen.
For det vi behandler i dag, er et fænomen. Det såkaldte bloktilskud til Færøerne. Igennem mange års politisk skuespil, udlagt og opfattet som en slags gave til Færøerne fra den danske skatteyder.
Men i virkeligheden en betaling for at fastholde dansk territorium i Nordatlanten, som har givet Danmark store udenrigspolitiske, strategiske og handelspolitiske fordele. Fordele, som – uanset hvordan de opgøres – har givet Danmark som stat og geopolitisk aktør, stor merværdi og forsvarspolitiske besparelser, der selvfølgelig langt overstiger, de beløb der er sendt til Færøerne som såkaldte bloktilskud.
Der er der ikke noget odiøst i. Det er dygtig statsmandskunst, som jeg flere gange har anerkendt og udtrykt respekt for, selv om jeg ikke billiger den. Jeg dadler ikke Danmark, men det færøske politiske system for sin manglende handling og konsekvens.
Og jeg opfordrer til, at man tør se i øjnene, hvilke politisk-økonomiske konsekvenser det har, at man ikke har villet tale sammen som voksne mennesker om at komme ud af den ansvarsløshed og det politiske limbo, som bloktilskuddet har skabt og endnu skaber i det færøske samfund.
Dette fænomen – bloktilskuddet – handler her i det danske politiske system, økonomisk om 0,1% – een promille – af det danske statsbudget.
Hvis vi overfører det til færøske forhold, ville det svare til, at vi i det færøske parlament behandlede et beløb på ca. 3 millioner kroner.
Så det er for den danske stat et mikroskopisk beløb.
Men for det færøske samfund har danske tilskud og danske penge siden 1960’erne været opfattet som det altafgørende omdrejningspunkt i de politiske beslutninger.
Istedet for at koncentrere sig om, hvordan man kunne få den færøske økonomi til at vokse og det færøske erhvervsliv til at financiere vælfærdssamfundet, blev tilskudsøkonomien den eneste løsning på alle problemer og samfundsmæssige prioriteringer.
Og det var dette system, som kollapsede for 14 år siden, da Færøerne gik fallit.
Og denne dyrekøbte erfaring, har været baggrunden for, at den moderne selvstændighedsbevægelse i Færøerne har sagt det så klart: Dette må aldrig ske igen.
Nu tager vi det fulde ansvar for vores egen økonomi og vores eget samfund. Nu vil vi vise, at de værdier, vi selv skaber, er rigelige til at opbygge et stærkt og solidarisk velfærdssamfund, hvor vi ikke sender regningen videre.
Derfor var det også et meget stort og historisk skridt, vi tog i 2001, da det færøske parlament besluttede at reducere det danske bloktilskud med mere end en tredjedel og at fastfryse det på det samme kronebeløb – d.v.s. at tilskuddet ikke vokser med pris- og lønudviklingen.
Den beslutning og den store nedbetaling af gælden ville omregnet til danske forhold svare til, at den danske stat på et år sagde nej tak til en indtægt på 120 millarder kroner.
Og den færøske økonomi klarede skærene uden drastiske nedskæringer eller forringelser for befolkningen.
I øjeblikket er den færøske økonomi på vej ind i en alvorlig overophedning. Bankerne fører en ekspansiv udlånspolitik til de private husholdninger. Arbejdsløsheden er nede på 2% og man bliver nødt til at indflytte arbejdskraft i stor stil, hvis ikke der skal opstå alvorlig inflation.
Det beviser, at det ikke er mangel på kapital, der er Færøernes økonomiske problem. Det er derimod mangelen på ansvar og solidariske prioriteringer.
Vores partis forslag, når denne folketingslov også behandles i det færøske parlament, vil være, at vi bortreducerer tilskuddet over en afmålt årrække – f.eks. 100 millioner om året over 6 år, og at vi i overgansgperioden placerer det tilbageværende tilskud i en økonomisk fond, der bruges til at nedbringe gæld og til at stå imod med, når konjunkturerne igen vender.
Forudsætningen for at vi foreslår det, er selvfølgelig, at vi vil skabe et selvstændigt Færøerne, der ikke blot påtager sig egne udgifter, men så sandelig også vil have adgang til de indtægtsmuligheder, som det giver at være en selvstændig aktør i verdenssamfundet med direkte adgang til aftaler og markeder med ander lande og unioner.
Hvor ville det være givende for Færøernes og Danmarks fremtid og for et ligeværdigt samarbejde mellem to selvstændige folk, hvis man havde turdet forhandle om det mellem det færøske landsstyre og den danske regering – og hvis vi turde debattere sådanne spørgsmål her i Folketingetssalen.
I øjeblikket er det “business as usual”, hvor vi fralægger os ansvaret fra begge sider. Det kan blive fatalt.
