I den danske sangskat hører vi om en dreng, der kom til verden på 5. sal. Gasolin frontfiguren Kim Larsen fortæller os derudover, at dennes far var tosset, imens moderen skulle være rimelig normal. Det var hende der sagde: “Hva´ gør vi nu, lille du?”, da systemet kom og hentede den rundtossede husbond. Efter et særdeles turbulent liv med mavesår, opsigelser og færden imellem gadens løse fugle var der kun en adresse tilbage i verden han kunne frekventere, for at få lyd for frustrationerne hos et “lydhørt” magtapparat.
Den store rorgænger i kampen for at etablere den færøske nationalstat, Erlendur Patursson, døde for just 30 år siden. I 1976 – for 40 år siden – fremsatte han forslaget om, at Færøerne blev fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og at øerne fremover skulle være omfattet af alle nordiske aftaler og konventioner.
Udgangspunktet for forslaget var og er solidt. Færingerne har aldrig været i tvivl om deres retsmæssige position i det nordiske samarbejde. Det beror på fuld jævnbyrdighed. To enstemmige lagtingsvedtagelser har sågar cementeret dette i 1977 og påny i 2003.
Da salig Anker Jørgensen i 1980, som dansk statsminister, genfremsatte forslaget, havde man regnet med det store gennembrud. Krumtappen i det danske imperium havde taget hånd om sagen, og man måtte regne med, at de nordiske lande ville følge den danske socialdemokratiske kæmpe og tidligere fagforeningsboss. Det hæderkronede nordiske koncept, hvor solidaritet, frihedsvædier, menneskerettigheder, demokrati og respekten for forskellige kulturer i Norden står øverst på dagsordenen, skulle for anden gang i 4 år bevise sit værd. Forslaget smadredes i crash-testen. Langt senere parkerede det ved mellemstationen Ålandsdokumentet.
I dag har Høgni Hoydal på vegne af den færøske hjemmestyreregering lagt forslaget frem om, at Færøerne bliver en jævnbyrdig aktør i den nordiske familie, her i den danske stats demokratiske solar plexus, folketingssalen. Han overtog stafetten som rorgænger efter Erlendur Patursson i færøsk og nordisk politik, derfor er den kulturelle, sproglige og ikke mindst den politiske argumentation, at opnå jævnbyrdigheden som nation imellem nationer, just den samme som for 40 år siden.
Her til sidst kalder vi på solidaritetsfølelelsen hos nordiske politikere, vore venner, som fire gange tidligere brutalt har vendt os i døren. Alternativet til en femte gang er, at vi på samme måde som Kim Larsen går op til ministeren og siger: “Du der, få lige fødderne ned, og tag hatten af, mand, kan du ikke se, det hele er ved at gå fuldstændigt agurk? Så hvad gør vi nu, din gamle skurk?”
I dette tilfælde kommer ministeren ikke til at sige: “Dig, du kan sku gå faen i vold, så, det gør vi nu, lille du, ja vi gør.” Selvstændighedsprocessen lader sig ikke kue, og en dag overhaler denne de gamle og stokkonservative imperialistiske tanker, der hidtil har holdt Færøerne udenfor det gode selskab i Nordisk Råd. Gendrivningen har tidligere været baseret på juridiske spidsfindigheder og paragraffer. I forventningen om, at politisk snusfornuft i denne ombæring bliver brugt som fødselshjælper, når og da vi bliver fuldgyldige brødre i den nordiske samling av nationer, siger jeg på forhånd tak.
