Felagsskapurin fungerar bara tá vit viðurkenna at vit eru ymisk og Føroyar kunnu mennast sjálvstøðugt, segði Sjúrður Skaale, tá Løkke í dag skipaði fyri móttøku í sambandi vi avgerðina um at flagga við Merkinum
(Tala hjá Sjúrði Skaale, fólkatingsmanni, tá forsætisráðharrin alment kunngjørdi avgerðina um, at Danmark skal flagga alment við Merkinum á ólavsøku).
Det er kun to år siden at den første færing besteg Mount Everst.
Det var en ven af mig, Arne Vatnhamar, som også er her i dag.
Han skrev en bog med sin fortælling om turen. Den hedder ikke “Min tur op på Mount Everest”, men “Merkið á Mount Everest” – altså det færøske flag på Mount Everest.
Da han nærmede sig toppen den 25. mai 2014 var han fuldstændig udmattet både mentalt og fysisk. “Det eneste mine tanker kredser om er, om jeg kan komme ned igen i live,” fortæller han i bogen om de sidste meter før han stod på verdens tag.
Eller – det var næsten det eneste. Midt i sin dødsangst og udmattelse og med stærkt nedsatte kognitive funktioner, var han i stand til at holde fokus på eet andet: Han famlede runt i sin rygsæk efter det færøske flag, bredte det ud og fik sin sherpa til at tage topbilledet.
Det var meget afgørenden, for med det billede blev det ikke længere bare hans tur. Det at han havde flaget med, det gjorte, at alle andre færinger følte at de også have et lille bitte medejeskab af turen.
Og hans bog blev naturligvis udgivet på Færøernes officielle flagdag – den 25. april.
Lítil tjóð – stór familja
Færøerne er en meget fåtallig nation – så fåtallig, at den nogen gange kan minde mere om en stor familie end en lille nation. Visse mekanismer minder også om dem der foregår i en familje: Selv om der kan være store politiske og andre uenigheder, så er nationalfølelsen – følelsen af at tilhøre familien Færøerne – meget stærk.
Og det er den følelse af fællesskab og tæt samhørighed som flaget symboliserer. Det er hævet over alt det vi ellers strides om, og er derfor noget næsten helligt for de fleste.
Når det nu vil blive anvendt i Danmark og på danske ambassader på Færøernes nationaldag vil det ikke kun symbolisere denne færøske identitet. Det vil også symbolisere at rigsfællesskabet består af forskellige folk med forskellig national identitet – som alle anerkendes.
Det synes jeg er meget vigtigt. Så tak for det.
Anerkendelsen er naturligvis symbolsk – men symboler er mere end grafik og farver. Og de er ikke bare beskrivende. De kan også være katalysatorer, som er med til at forstærke det, som de repræsenterer.
Det var vel, hvis vi skal være ærlige, grunden til, at man fra dansk side var tilbageholdende med at anerkende det færøske flag før krigen. Man var lidt bange for at den politiske virkelighed, som var udviklet på Færøerne, for det første skulle vinde anerkendelse og for det næste skulle vokse sig stærkere gennem et anerkendt flag.
Siden har man forstået, at det bedste og sundeste, ikke bare for Færøerne, men også for Rigsfællesskabet, er at Færøerne, helt efter egne behov og egen formåen, udvikler sin egen identitet, sin egen økonomi, sine egne institutioner og sine egne relationer til andre – hvor man kan klare opgaven, og hvor det er nødvendigt eller gavnligt. Og at vi står sammen om fælles ordninger, hvor det er nødvendigt eller gavnligt.
Ikki ein eindarstatur longur
Det at vi giver rum for hinandens forskellighed – ikke mindst når interesserne er modstridende – er en forudsætning for et velfungerende fællesskab. Når vi ikke gør det, og man på Færøerne oplever, at fællesskabet ligesom kommer i vejen for vores udvikling – og så bliver det svækket.
Det er forskelligheden der giver ethvert fællesskab liv – og da den ordning, som nu bliver indført, netop skal hylde forskelligheden, synes jeg den er et fint tiltag.
Men et symbol kan også blive en katalysator – og min forhåbning skal være, at denne anerkendelse af forskelligheden i fællesskabet fx vil gøre ambassadørerne mere bevidste om, at de ude i verden også repræsenterer Færøerne og at man i den forbindelse måske får en ordning der indebærer, at diplomaterne mere systematisk sætter sig ind i færøske forhold før de rejser ud i verden.
På lidt længere sigt er jeg sikker på at vi også kommer frem til en fælles forståelse for og anerkendelse af, at Danmarks Rige i dag er noget helt andet og noget langt mere sammansat end den enhedsstat, som beskrives i grundloven.
Når Danmark fra 2013 til 2014 sammen med EU sanktionerede Færøerne for ikke at leve op til sine folkeretlige forpligtelser, så er det jo helt åbenbart, at enhedsstaten ikke længere findes.
Everest-flaggið
Da Lars Løkke blev statsminister var der en mand der spurgte mig om jeg ikke mente det ville være en fordel for Færøerne at Danmark fik en statsminister som man kan møde mellem husene i bygden Gjógv år fårene skal klippes om efteråret, eller falde i snak med i saunaen i Thorshavns Svømmehal en sommeraften, hvor diskussionerne om dagens emner hver dag bølger frem og tilbage.
Jeg svarede at det skal vise sig.
Og med denne her beslutning, så har det vist sig. Det er symbolik – men det er vigtig symbolik, fordi den anerkender, at samtidigt med at vores historie, vores demokrati, vores retssikkerhed og ikke mindst de mange familiære bånd knytter os sammen, så er vi særdeles forskellige.
Til sidst vil jeg gerne give statsministeren et eksemplar af Arne Vatnhamars bog.
Arne selv har det flag, som var på Mount Everest, med sig i dag. Det får statsministeren ikke overrakt – men måske han kunne få lov til at tage i det og mærke og for at virkelig at få en fornemmelse af den betydning, det har.
Tak!
