Per Møllehøj Rasmussen, sum gjøgnum konuna hevur familju og vinir í Føroyum, hevur mist alt álitið á sjúkrahúsið í Aalborg
Kelda: www.nordjyske.dk
Skrivað hevur: Mogens Møller
Danska blaðið Nordjyske skrivar soleiðis:
Pers ur tikker alt for hurtigt
AFMAGT: Kræftpatient dropper Aalborg Sygehus efter at have fået sin dødsdom
Efter mere end et års behandling med flere lange pauser og forvirrende meldinger undervejs har kræftramte Per Møllehøj Rasmussen totalt mistet tiltroen til Aalborg Sygehus. Den videre behandling foregår på Skejby Sygehus, hvor han netop har været til sin første scanning. Foto: Grete Dahl
NORDJYLLAND: Du har mellem 14 dage og 10 år tilbage at leve i.
Det var den besked, 61-årige Per Møllehøj Rasmussen fik, da han for nylig var til samtale hos en overlæge på Aalborg Sygehus.
– Jeg er stiktosset samtidig med, at jeg føler mig fuldstændig magtesløs, fortæller han.
Foran ham på spisebordet i parcelhuset i Øster Hurup ligger en stor stak papirer, som tilsammen er en beretning om alt det, Per Møllehøj Rasmussen har været igennem og alt det, der er gået skævt, siden han 30. august i fjor gik til lægen efter at have opdaget blod i urinen.
– Der må være nogle læger, som står med en meget dårlig samvittighed.
Per Møllehøj Rasmussen tænker især tilbage på de fem måneder i starten af behandlingsforløbet, hvor der stort set intet skete. Han har opgjort, at han blot modtog syv timers undersøgelse og behandling i løbet af de første fem måneder.
– I starten troede jeg jo bare blindt på, hvad lægerne sagde. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg føler, at de har svigtet mig totalt.
Den praktiserende læge vurderede, at der muligvis var tale om prostatakræft. Han tog en blodprøve og sendte den til undersøgelse. Fem dage senere blev Per Møllehøjs Rasmussens og lægens bange anelser bekræftet af svaret fra laboratoriet.
Lægen stillede Per Møllehøj Rasmussen i udsigt, at han ville blive indkaldt til undersøgelse på sygehusets urologiske afdeling senest to uger efter.
Der kom til at gå halvanden måned, inden han fik foretaget en kikkertundersøgelse af blæren, scannet prostata og taget seks vævsprøver, hvoraf de tre viste tydelige tegn på kræft.
Yderligere seks uger senere fik Per Møllehøj Christensen scannet knoglerne. I den mellemliggende periode skete der intet.
Så fulgte endnu en scanning og en samtale, inden han 7. december lagde sig på operationsbordet for at få en lymfeoperation.
Næste trin i behandlingen – bestråling af brysterne – var planlagt til at starte umiddelbart efter nytår. Troede Per Møllehøj Rasmussen i hvert fald. Men det var bare en samtale, og selve behandlingen kom først i gang 29. januar.
Samtidig herskede der vild forvirring om behandlingen, idet Per Møller Rasmussen fik forskellige meldinger fra Sygehus Nord og Sygehus Syd. Det ene sted mente lægerne, at han skulle have én behandling. Det andet sted snakkede de om tre behandlinger.
– Når jeg ind imellem i hele dette forløb ringede til urologisk afdeling for at spørge, om der snart skete noget, fik jeg blot at vide, at mine symptomer var helt normale. Jeg kunne aldrig komme til at snakke med en læge. Jeg fik at vide, at det havde de ikke tid til.
Da Per Møllehøj Rasmussen langt om længe var kommet godt i gang med hormonbehandlingen, spurgte han for en sikkerheds skyld, om han kunne regne med at fortsætte med strålebehandling umiddelbart efter.
Svaret var, at han først kunne blive skrevet op til strålebehandling, når hormonbehandlingen var afsluttet. Og at der var 20 ugers ventetid.
I stedet besluttede Per Møllehøj Rasmussen sig for at benytte muligheden for at komme i strålebehandling i Kiel.
– Der var ingen hjælp at hente fra Aalborg Sygehus. Jeg måtte selv finde ud af alt det praktiske i forbindelse med Kiel.
På universitetshospitalet i Kiel viste det sig, at lægerne dér var uenige med kollegerne i Aalborg om behandlingen. Efterhånden anede Per Møllehøj Rasmussen ikke, hvad eller hvem han skulle tro.
Behandlingen i Tyskland har han ikke noget at klage over. Men trods 25 gange stråler viser nye undersøgelser, at kræften har bredt sig i hans krop.
– Lægen, som vi havde den seneste samtale med på Aalborg Sygehus, fortalte os lige ud, at jeg var uhelbredeligt syg, og at det ikke mere giver nogen mening at jeg får helbredende medicin. Så nu står den på livsforlængende medicin.
Ved samtalen, hvor Per Møllehøj Rasmussen havde sin hustru, datter og svigersøn, spurgte hustruen direkte lægen, om spredningen af kræftcellerne kunne skyldes de lange pauser undervejs i behandlingen.
Det ville lægen ifølge Per Møllehøj Rasmussen hverken be- eller afkræfte. I stedet opfordrede han familien til at henvende sig til patientklagenævnet og patientforsikringen med henblik på erstatning.
– Det vil jeg gøre, og så orker jeg altså ikke ret meget mere. Andre må kæmpe videre for at få rettet op på dette håbløse system.
Undervejs har Per Møllehøj Rasmussen været i kontakt med ialt syv forskellige læger på Aalborg Sygehus Syd og Nord.
– Blandt alle de læger, som jeg har været i kontakt med på Aalborg Sygehus, har jeg vanskeligt ved at udpege én bestemt som ansvarlig for forløbet. Men der må da være nogen. Om ikke andre, så sygehusets ledelse.
Kræftpatienten fra Øster Hurup har involveret både Kræftens Bekæmpelse, sundhedsministeren og pressen i sin sag og dermed været stærkt medvirkende til, at der er blevet sat fokus på problematikken.
Blandt andet undrer det Per Møllehøj Rasmussen, at en besked fra Sygehus Nord til Sygehus Syd i Aalborg kan være tre uger undervejs.
Det undrer ham også, at han som kræftpatient aldrig er blevet tilbudt en kontaktperson, som han altid kunne henvende sig til på sygehuset, når han sad derhjemme og brændte med et spørgsmål.
Og så undrer det ham ikke mindst, at der i næsten et helt år – fra december i fjor til oktober i år – ikke blev foretaget målinger af, hvordan hans kræft udviklede sig.
– Det er helt mærkeligt at få at vide, at jeg er uhelbredeligt syg. Jeg har ikke ondt nogen steder og tager heller ikke smertestillende medicin. Så jeg håber da, at jeg får lov at leve fem-seks år mere.
– Men under alle omstændigheder er det en forfærdelig besked at få, nu hvor jeg troede, at jeg rigtig skulle til at nyde livet efter mange år på arbejdsmarkedet, siger Per Møllehøj Rasmussen, der har fløjet som maskinist i 25 år og arbejdet i et utal af lande.
Han kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan situationen ville være, hvis han havde undgået lange pauser i behandlingen på Aalborg Sygehus. Han føler selv, at hans kræftsygdom har været et kapløb med tiden, og at pauserne har kostet.
Han har netop helt droppet Aalborg Sygehus og i stedet lagt sit liv i hænderne på lægerne på Skejby Sygehus. Her var han til scanning første gang i onsdags for at få konstateret, om kræften har spredt sig til knoglerne.
– Jeg oplever en helt anden atmosfære på Skejby Sygehus. Tingene foregår hurtigt og effektivt i nye og venlige bygninger.
– Med den viden, jeg har i dag, ville jeg have benyttet mig af privathospitaler i den udstrækning, det er muligt. Men det vidste jeg jo ikke for godt et år siden, da jeg fik at vide, at jeg havde kræft.
Lagt på Nordjyske.dk d. 04. november 2007 04:00
———–
Kræften har bredt sig
Per Møllehøj Rasmussen fik fredag eftermiddag besked om resultatet af den scanning, han fik foretaget på Skejby Sygehus i onsdags. Scanningen viste, at kræften har bredt sig til knogler i hele kroppen.
Den triste besked fik han hos sin egen læge. Per Møllehøj Rasmussen skal fortsætte med hormonbehandling for at forhale kræftcellernes spredning.
Lagt på Nordjyske.dk d. 04. november 2007 04:00
———-
Kræftens Bekæmpelse: Et skræmmeeksempel
Af Mogens Møller
NORDJYLLAND: – Der hersker ingen tvivl om, at Per Møllehøj Rasmussen behandlingsforløb er et skræmmeeksempel.
Lars Kofoed, jurist og konsulent i Kræftens Bekæmpelse, har fulgt den nordjyske kræftpatient tæt gennem mere end et halvt år. Han kender alle sagens detaljer.
– Det er fuldstændig urimeligt, at Per Møllehøj Rasmussen først startede på den egentlige behandling fem måneder efter, at han kontaktede sin egen læge og fik konstateret kræft.
– Alle patienter har brug for en plan, og at der bliver truffet nogle beslutninger. Selv døende patienter har behov for det, fastslår Lars Kofoed.
—————
For meget tålmodighed
Han mener, at alt for mange kræftpatienter i alt for mange år har været tvunget til at væbne sig med tålmodighed med henvisning til lange ventelister og andre forklaringer i sygehusvæsenet.
Lars Kofoed hilser det derfor mere end velkomment, at regeringen og regionerne har indgået en aftale om, at alle former for kræft skal betragtes som akut sygdom, der straks skal tages hånd om og laves en behandlingsplan for.
– Vi skal have vendt hele holdningen. Kræftpatienter har behov for, at der bliver iværksat behandling med det samme, når diagnosen er stillet.
En tidligere aftale sikrer ligeledes, at patienten får en fast kontaktperson.
Cheflægen på Aalborg Sygehus, Tove Nilsson, ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.
I stedet henviser hun til de fremadrettede nationale regler, som skal sikre, at alle kræftpatienter får en ordentlig behandling uden forsinkelser.
– Det skal vi ganske enkelt leve op til. Så enkelt er det, siger hun.
Lagt på Nordjyske.dk d. 04. november 2007 04:00
