Í brævið til Norðlýsið skrivar Randi Mohr at hon í telegrammi sínum til Ritzau hevði eina balanseraða frágreiðing um grindadrápið
Til Nordlysið: Jeg ser nu, at jeg på Nordlysiðs hjemmeside er hængt ud som om, at jeg udelukkende citerer min mands (Høgni Debes Joensens) anbefalinger angående grindedrabet i Hvannasund i forgårs.
Dette mener jeg ikke er sandt. Den fulde ordlyd af det
telegram, jeg sendte til Ritzau, fremgår af nedenstående. Et sådan telegram modtager de danske avisredaktioner, og de redigerer det herefter, som det passer dem.
Jeg har ikke set, hvad B.T. og EB har bragt. Men jeg mener
ikke, jeg udelukkende har lagt vægt på at citere anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne (som jo også er Pál Weihe) i forbindelse med historien om grindedrabet.
Venlig hilsen Randi Mohr
Artikel:
Selvom sundhedsmyndighederne på Færøerne for godt en måned siden meddelte, at grindekød er så forurenet, at det er uegnet til menneskeføde, fortsætter færingerne alligevel med at dræbe grindehvaler for at spise det velsmagende kød.
Mandag blev en stor flok på omkring 100 grindehvaler drevet op på sandstranden ved den nordligt beliggende bygd Hvannasund, hvor hvalerne hurtigt blev dræbt.
De 100 hvaler ligger nu slagtede i bygden, og vil blive fordelt blandt beboerne i Færøernes nordlige område efter ældgamle regler. Disse medførte før i tiden, at såvel rig som fattig bliver tilgodeset, og var dengang en betydelig årsag til, at færingerne kunne overleve.
Tirsdagens grindedrab fandt sted selvom syndhedsmyndighederne – henholdsvis landslægen og lederen af Færøernes afdeling for folkesundhed – for nylig frarådede færingerne helt at spise grind.
Anbefalingen kom efter de sidste forskningsresultater, der viser, at grindehvalernes kød og spæk er så forurenet med giftstofferne kviksølv og PCB, at den helbredsmæssige risiko ved at spise hvalerne er for stor. Bl.a. er risikoen for at få Parkinsons syge, forhøjet blodtryk og åreforkalkning øget hos mennesker, som har meget kviksølv i kroppen.
Færingerne er samtidig udsat for et stort pres fra nogle internationale miljøorganisationer. Dette har medført, at der er blevet indført mere humane drabsmetoder på Færøerne.
Protesterne er dog også i nogle tilfælde begrundet i en fejlagtig overbevisning om, at grindehvalen er truet. Dette er dog ikke tilfældet. Ifølge dokter i grindehvaler – Dorete Bloch – udgør det samlede antal grindehvaler 800.000 hvaler. Af disse dræber færingerne i gennemsnit 0,1 pct. Ifølge den internationale hvalfangstkommision – IWC – kan populationen tåle et fangsttryk på 2 pct. uden det går ud over bestanden




