Danska stjórnin er í einari sera truplari støðu í sildamálinum og eitt handilskríggj millum ES og Føroyar kann gerast ein álvarsom kreppa fyri ríkisfelagsskapin halda, Uffe Østergård, professari í statskunnleika við \”Copenhagen Business School\”, ES granskarin Rebecca Adler-Nielsen og Bogi Eliasen cand.scient.pol. við \”speciale i Rigsfællesskabets konstruktion\” í grein í \”Weekendavisen\”, sum Heini í Skorini hevur skrivað.
Danska stjórnin er í einari sera truplari støðu í sildamálinum og eitt handilskríggj millum ES og Føroyar kann gerast ein álvarsom kreppa fyri ríkisfelagsskapin halda, Uffe Østergård, professari í statskunnleika við “Copenhagen Business School”, ES granskarin Rebecca Adler-Nielsen og Bogi Eliasen cand.scient.pol. við “speciale i Rigsfællesskabets konstruktion” í grein í “Weekendavisen”, sum Heini í Skorini hevur skrivað.
Dagsins forsíðusøga í donsku Weekendavísini er ein grein, sum Heini í Skorini hevur skrivað um sildastríðið og ES-sanktiónir. At slík grein endar á forsíðuni í einum av stóru miðlunum í Danmark, er eitt greitt tekin um, at danir eisini byrja at taka málið um kreppuna millum Føroyar og ES í álvara.
Í áhugaverdu greinini er m.a. hendan niðurstøðan:
»Det er meget usandsynligt, at Danmark vil trodse en fælles EU-beslutning. Det ville i hvert fald bryde med den danske EU-tradition. Hvis Danmark alligevel valgte for eksempel at tillade færøske sildetrawlere i danske havne imod EU’s linje, ville det i sidste ende kunne få retlige konsekvenser for Danmark.«
Professor Uffe Østergård kan ikke huske en sag, der med større tydelighed udkrystalliserer kongerigets paradoks.
»Den officielle danske statsretlige fortolkning er, at Danmark er en enhedsstat, og med grundloven i hånden har vi defineret os selv og spillereglerne for Færøerne og Grønland. Vi har opereret med en ’rigsenhed’, sådan som grundloven foreskriver. Men sildekonflikten illustrerer, at Danmark i virkeligheden mere er en føderation end en enhedsstat. Det vil sige en løsere sammenslutning af lande med egne kompetencer og egne interesser.
Grundloven reflekterer ikke den faktiske virkelighed, og derfor har vi brug for nye instrumenter,« påpeger Uffe Østergård.
Den færøske kommentator Bogi Eliasen, cand.scient.pol. med speciale i Rigsfællesskabets konstruktion, er enig:
»Hvis Danmark er en enhedsstat, så skal Danmark jo til at boykotte sig selv. Teoretisk giver det ingen mening! På fiskeriområdet har Danmark overdraget sin fiskeripolitik til Bruxelles, mens Færøerne har suverænitet over sin egen fiskeripolitik. I den aktuelle sag er Danmark og Færøerne jo modparter. Derfor er det ulogisk at definere Danmark som én rigsenhed, og derfor bliver vi nødt til at redefinere Rigsfællesskabet.«
Rebecca Adler-Nissen er ikke helt enig. Ifølge forskeren er konflikt et grundvilkår i forholdet mellem EU-lande og selvstyrende territorier. Rigsfællesskabet har over tid udviklet en fleksibel praksis for at undgå konfrontationer, og hendes forskning gør op med ideen om, at formel suverænitet er det eneste adgangskort til politisk indflydelse på den globale scene.
»For små enheder som Færøerne og Grønland handler det lige så meget om, hvordan man i praksis anvender sin selvbestemmelse strategisk til at styrke kontrollen over bestemte
politikområder og uddelegere ansvar på andre områder. Men i lyset af den aktuelle sag kan det godt være, at Rigsfællesskabet har brug for klarere retningslinjer til at håndtere spørgsmål om suverænitet, afhængighed og europæisk integration. Men sammenligner
vi med andre EU-lande med oversøiske territorier, har Rigsfællesskabet været ret velfungerende,« vurderer hun.
Her og nu afhænger meget af, hvor omfattende EU’s sanktioner kan blive. I bedste fald opnår parterne enighed gennem forhandling. I værste fald udløser sanktionerne en dyb krisemellem Færøerne og Danmark.
Les meira í Weekendavisen
