Siden 1980, hvor jeg første gang var træner for KI, har jeg kendt Olgar. Gennem årene er venskabet blevet stadig stærkere. Personligt er jeg meget påvirket af hans bortgang, og heldigvis nåede jeg at besøge og tale med ham et par uger inden hans død. Trods den tragiske baggrund var det et dejligt, muntert og kærligt farvel.
Siden 1980, hvor jeg første gang var træner for KI, har jeg kendt Olgar. Gennem årene er venskabet blevet stadig stærkere. Personligt er jeg meget påvirket af hans bortgang, og heldigvis nåede jeg at besøge og tale med ham et par uger inden hans død. Trods den tragiske baggrund var det et dejligt, muntert og kærligt farvel.
Personligt er jeg meget påvirket af hans bortgang. Vi havde et tæt venskab. I perioder var jeg årsag til, at der var lidt længere mellem kontakten. Men når vi så talte sammen eller mødtes, så var det som om, vi ikke havde haft en periode med mindre kontakt. Vi fortsatte bare, hvor vi sluttede sidst. Der var en dejlig fortrolighed og gensidig respekt på trods af vore store forskelligheder.
Jeg har altid betragtet Olgar som et meget klogt menneske. Han havde evnen til at “koge” livets store spørgsmål ned til noget meget enkelt og præcist. Jeg har tit omtalt ham som filosof. Han var altid hjælpsom, åben og nysgerrig, lyttede og prøvede at forstå andre mennesker og deres grunde til at handle, som de gjorde.
Olgar var en meget troende mand og for mig en ægte kristen. Selvom jeg ikke selv har troens nådegave, så var jeg meget imponeret og respektfuld for hans måde at være kristen på. Desværre ser man undertiden hos stærk troende mennesker, at tolerancen og åbenheden mindskes. Sådan var det ikke med Olgar! Han var nysgerrig, livsklog og aldrig fordømmende samtidig med, at han naturligvis håbede og talte for, at andre også ville få troens nådegave. Han var bekymret for mig på en meget omsorgsfuld og diskret måde – han håbede, at jeg fandt troen
Liden har gennem årene været hans faste base, som han værdsatte mere end noget andet. Deres venskab og gæstfrihed har jeg ofte nydt rigtig godt af. Jeg har altid følt mig hjertelig velkommen hos dem og deres familie.
Vores stærke bånd er årsagen til, at mit tilhørsforhold til Færøerne efter så mange år fortsat er usvækket og, at Færøerne fortsat er og altid vil være mit andet hjemland og, at jeg i Klaksvik – min anden hjemby – stadig har flere gode venner og bekendtskaber.
Jeg vil savne ham meget – og synes det er helt forkert, at han ikke er der mere.
Peter Kordt
