– men lappin er minni, enn holið sum skal lappast
Røða sum Sjúrður Skaale helt á fólkatingið í dag tá uppskotið um broytingar í útlendingalógini fyri Føroyar var til viðgerðar
Når man på Færøerne ønsker lovændringer på områder som ikke er overtaget som færøske særanliggender, så bliver ønskerne imødekommet af folketinget.
Det er en smuk praksis. Det er folketinget der har myndigheden, men det er reelt lagtinget, der bestemmer. Og det sker også når man i folketinget er uenig i det, som lagtinget ønsker. Så sætter man sine egne holdninger til side, og sætter respekten for de færøske ønsker forrest.
Jeg har været her i huset i ti uger, og hver gang når der i denne periode har været færøske sager til behandling, har ordførere kontaktet mig for at sikre sig, at de afgiver sin stemme i overensstemmelse med Færøernes holdning.
Jeg kender en del til statløse nationers vilkår andre steder i Europa. Og jeg vil derfor gerne benytte denne lejlighed til at sige, at folketingets praksis på dette område bestemt ikke er noget man ville tage for givet i andre lande. Dette er et eksempel på fornem politisk kultur.
Men i det forslag vi i dag behandler, er der nu næppe nogen holdninger som folketinget må sætte til side for at imødekomme de færøske ønsker. Formålet er at gøre det færøske arbejdsmarked mere smidigt, og det er meget hårdt tiltrængt. Der er stort behov for arbejdskraft på Færøerne, og den nuværende procedure for at opnå opholds- og arbejdstilladelse på Færøerne er ekstremt tung.
Forvaltningen af dette område er et skoleeksempel på det, som efter mit partis mening gør hele hjemmestyreordningen til en konstruktion, der ikke er optimal: Nemlig den manglende placering af ansvar.
Når en udlænding i dag skal have arbejds- og opholdstilladelse på Færøerne, må han sende ansøgningen til det danske system. Den lægges naturligvis nederst i den store bunke af ansøgninger. Hvis udlændingen opfylder betingelserne for indrejse i det danske rige, sendes ansøgningen derefter til Færøerne – hvor den naturligvis lægges nederst i en anden bunke. Hvis man fra færøsk side, i henhold til nugældende gamle danske lov på området, mener at personen kan komme til Færøerne, sendes dette svar til Danmark. Hvor det naturligvis lægges nederst i en tredje bunke.
Dette tunge system har flere gange medført så lange ventetider for ansøgere, at man må sige, at deres retssikkerhed har været meget tynd.
Det er også sket, at når der har været spurgt til en sag, så har ingen vidst, hvor den har ligget henne. Og det er også sket, at når der så endelig er truffet en afgørelse, så har den i henhold til gældende regler været forkert. Og værre endnu: Det har været meget uklart, hvem der præcist har truffet afgørelsen.
I disse tilfælde er den ansøgendes retssikkerhed jo helt væk.
Som folketingsmedlem får jeg daglige henvendelser fra ansøgere, deres familie og deres kontakter på Færøerne, der er fortvivlet over deres situation.
Så jeg ved at der er enkeltpersoner, der lider under denne kafkanske ordning. Det gør deres familier også. Og det gør det færøske arbejdsmarked – og dermed den færøske økonomi – også.
Ordningen er også meget besværlig for de sagsbehandlere i udlændingestyrelsen, der skal forvalte et system, hvor placeringen af ansvar for de trufne beslutninger er så uklar.
I dag behandler vi så en lov, der på to punkter vil være et stort fremskridt. Når der er tale om arbejdskraft med specielle kvalifikationer som der på Færøerne er mangel på, vil proceduren være langt mere smidig end i dag, og det vil også være gældende for al arbejdskraft fra EU-lande.
Den foreslåede smidige ordning har været gældende for f.eks. offshore olieindustrien på Færøerne, og har fungeret fortrinligt.
Er det foreliggende lovforslag så en endelig løsning? Nej, det er det meget langt fra.
Helt overordnet er der ingen tvivl om, at vi ikke får tilfredsstillende retssikkerhed og gennemsigtighed før både behandlingen af ansøgningerne, de trufne beslutninger, ansvaret af beslutningerne og konsekvenserne af dem ligger på et og samme sted – nemlig på Færøerne. Altså når hele sagsområdet er overtaget som færøsk særanliggende.
Med dette lovforslag bevæger vi os i den rigtige retning – men ikke langt nok.
Værre bliver det desværre af, at når arbejdsløsheden på Færøerne har været over 3,5 % i tre måneder, så skal der ifølge forslaget igen sættes begrænsninger på arbejdskraftens mobilitet.
At forudsætningerne kan ændres med kort varsel kan ikke bare sætte ansøgerne og det færøske erhvervsliv i en vanskelig situation – det kan også gøre loven unødvendig vanskelig at forvalte.
Lovforslaget er grundlæggende en lappeløsning – men med bestemmelsen om de 3,5 % gør man lappen mindre end det hul, der skal lappes!
Jeg mener som sagt det er et flot princip, at folketinget vedtager det, som lagtinget beder om.
Men – og her kommer vi til det største problem i denne sag – det er formelt set ikke lagtinget, der har bedt om at få dette lovforslag vedtaget i folketinget. Det lovforslag, som vi i dag behandler, er hverken behandlet i- eller vedtaget af lagtinget. Det kommer formentlig først til 1. behandling på tirsdag.
Og når jeg påviser svagheder ved forslaget så er det fordi jeg sagtens kan forestille mig, at lagtinget kommer til at ændre forslagets nuværende form. Derfor kan folketinget, ved at vedtage dette lovforslag i sin nuværende form, komme til at gøre noget andet end det, som lagtinget ønsker.
Jeg vil derfor foreslå at lovforslaget først bliver behandlet i udvalget efter at lagtinget både har behandlet det og stemt om det.
Bare således kan dette høje ting sikre sig, at det ikke kommer til at vedtage en lov for Færøerne, som man ikke ønsker på Færøerne.
Og så kan jeg love at både jeg selv og Edmund Joensen vil gøre vores til, at forslaget får en hurtig behandling i lagtinget.
