Í sínum drúgva og væl mælta ummæli, skrivar Rachel m.a:

"Vi får en fantastisk indledning med Runí Brattaberg. Stille og roligt kommer han ind på den stille, sorte scene i sin sorte habit.

Han tager det store sværd fra ambolten, løfter det op; han holder det i strakte arme over sit hoved.
Alt er stille.
Og mørkt.
Alle i salen venter.
Og så svinger han sværdet tungt og nærmest langsomt ned på ambolten foran sig.

Musikken i orkestret er moderne. Atonal, uforudsigelig, effektfuld og nærmest skulpturel og umiddelbart en udfordring for en melodielskende øregang. De to slagtøjsspillere James Goodwin og Liz Gilliver havde konstant travlt, mens pianisten Jóhannes Andreasen så ud til at føre en lidt roligere tilværelse".

Les alt ummælið hjá her