Tíðindi Politikkur Mentan Ítrottur Veðrið Lýsingar Norðlýsið Tekna hald
Lýsing
Zacharias Wang | Mynd: kvf.fo

Grønlands løsrivelse den 14. september 1946

SKRIVAÐ: Zakarias Wang  |  15.04.2018 - 15:59 Lesarabrøv Politikkur Tíðindi

Lige nu diskuteres Grønlands løsrivelse. Der er dog et aspekt, der er temmelig underbelyst.

Grønlands løsrivelse blev nemlig besluttet den 14. september 1946.

Dette skete, fordi den 12. juni 1946 afgjorde den danske regering, at vælgerne på Færøerne inden den 15. september 1946 på en folkeafstemning kunne besvare det ene af to spørgsmål. Det første var: “Ønsker De den danske regerings forslag sat i kraft?” Det andet var: “Ønsker De Færøerne løsrevet fra Danmark?”

Folkeafstemningen foregik den 14. september 1946, og 51% af stemmerne var for løsrivelse.

Nu skulle det realiseres, som vælgerne havde foretrukket.

Men havde dette nogen betydning for Grønland? Var dette ikke et anliggende, der kun vedrørte Færøerne og Danmark?

For at forstå, hvad der her skete, er det nødvendigt at se nærmere på den sammenhæng, denne folkeafstemning indgik i.

Hvad var det Danmark, der nu skulle løsrives fra?

Enhver ved, hvad Danmark omfatter. Det er kongeriget Danmark, beliggende mellem Vesterhavet og Østersøen med landegrænse mod Tyskland. 

I mange århundreder har Danmark og Norge haft fælles konge. Oprindelig blev der i 1380 oprettet en personalunion mellem de to riger, men i 1450 indgik rigerne en realunion. Forbindelsen mellem rigerne var i overensstemmelse med folkerettens regler. En sådan traktat gælder derfor til rigerne enes om at ophæve eller ændre den. I denne traktat var det bestemt, at rigerne skulle være fuldstændig ens. Hverken det ene eller det andet rige kunne intervenere i det andet riges indre anliggender. Hvert rige havde derfor sin egen forfatning og regering. Traktaten bestemte også hvordan realunionen handlede udadtil. I så henseende var der også fuldstændig lighed mellem rigerne, idet afgørelser om udenrigspolitik krævede enighed mellem de to regeringer. Dette var især gældende for krigsdeltagelse.

Krige er farlige, for ingen kan forudsige hvordan de slutter. I 1814 gik det ikke godt for realunionen mellem Danmark og Norge. Uformelt blev denne union kaldt “De danske Stater” fordi begge delstater i 1450 havde undladt at bestemme, hvilket officielt navn unionen skulle få. Rigernes fælles konge stolede på kejser Napoleons feldtherregeni og erklærede Storbritannien krig i 1807 og i efteråret 1813 erklærede De danske Stater desuden Sverige, Preussen og Rusland krig. 21. oktober 1813 tabte Napoleon ved Leipzig og flygtede til Frankrig. En russisk-svensk hær angreb De danske Stater sydfra og den sejrede. Kongen tilbød land for fred. Derfor blev Norge ved fredsaftalen i Kiel den 14. januar 1814 afstået til Sverige, der dog ikke fik hele Norge. Norges konge beholdt 84% af rigets areal, men afstod 95% af indbyggerne. Tilbage i kongens norske rige var landene Grønland, Færøerne og Island, som hidtil havde været integrerede dele af det norske rige. Ved denne fredsaftale skete der ingen ændringer i disse norske borgeres retsstilling. Til 1814 havde de været sammen med Danmark i henhold til traktaten af 1450, og rigerne var fremdeles forbundne ved denne traktats bestemmelser. En vanskelighed var dog, at borgerne ikke længere kunne sige, at de var norske, lige så lidt som kongen kunne titulære sig som Norges konge. I fredstraktaten var fastsat, at de 16% av Norges rige, der var afstået til Sverige, fik det officielle navn Norge. Da man herefter skulle behandle hvilken status de 84% af det hidtidige norske rige havde, er det derfor nødvendigt at finde en provisorisk betegnelse for riget. Dette kunne være Vestrig. Her har vi jo det vestligeste europæiske rige. Indbyggerne i dette rige kan benævnes vestrigere, ligesom Østrigs indbyggere kaldes østrigere.

Ligesom danskerne havde vestrigerne stadig, som alle norske før 1814, ret til at have deres egen regering. Men denne ret var midlertidigt suspenderet. Danskere og nordmænd havde i 1661 givet kongen enevældig magt, og kongen var derfor selve regeringen, såvel i Norges som i Danmarks rige. Efter 1814 var majestæten Vestrigs konge og fortsatte derfor med at være Vestrigs regering ligesom han var det i Danmark.

Grønlænderne havde ikke givet kongen enevældig magt i 1661. Norge var jo stort, og de fjerne dele af riget kom ikke med før senere. Islændingene og færingerne kom formelt under den norske forfatning året efter, i 1662. Samerne kom med efterhånden som de omkring 1700 blev døbte medlemmer i kirken, som den i kirken salvede konge stod i spidsen for.

Kongen havde ikke overholdt sin forpligtelse til at opretholde skibsforbindelse med Grønland, men i 1721, tres år efter at kongen fik enevældig magt, kom en missionær fra Norge til Grønland og begyndte at døbe dem, der accepterede kristendommen, således at de blev medlemmer af kongens kirke. Det tog ikke lang tid, før alle grønlændere havde godkendt, at de var Norges konges undersåtter. 

I 1933 dømte Den faste domstol for mellemfolkelig Retspleje i Haag, at Grønland, Færøerne og Island i 1814 var en del af Norges rige. Norges forfatningslov var gældende for hele riget, og var derfor såvel før som efter 1814 den gældende forfatningslov for Grønland, Færøerne og Island.

Den 22. mars 1848 erklærede Danmarks og Vestrigs konge, at han ikke længere ville udøve den enevældige magt, som rigernes borgere havde givet ham. Han ville ikke træffe nogle selvstændige afgørelser, men kun lægge navn til de afgørelser, som ministrene forelagde ham således at han blev en konstitutionel konge.

Hermed fik danskerne og vestrigerne al den magt tilbage, som de havde givet kongen i 1661. Bestemmelsen i unionstraktaten om egen regering i hvert rige blev aktiveret. Begge unionens riger skulle nu få sin egen regering og en ajourført forfatningslov.

Kongen havde udnævnt en dansk regering, der skulle realisere det, han havde beordret. Regeringen gav straks kongens budskab videre til det danske folk, som fik deres grundlovgivende rigsforsamling og en ny forfatning i stedet for den af 1661.

Den danske regering, kongen havde udnævnt, vidste naturligvis, at Vestrig folkeretligt var jævnbyrdigt med Danmarks rige, og derfor skulle have sin egen regering af indfødte mænd ligesom Danmark. Denne regering skulle få til opgave at realisere kongens ordre om en grundlovgivende rigsforsamling og at få tilvejebragt en ny forfatning for Vestrig. Men den danske regering meddelte hverken grønlænderne, færingerne eller islændingene hvilken ret kongen havde givet dem. Hårdt presset indvilgede den danske regering i, at islændingene fik lov til at vælge en forsamling, men den skulle kun tage stilling til, hvordan Danmarks riges grundlov kunne blive gældende som grundlov i Island. Hverken grønlandske eller færøske repræsentanter fik adgang til denne forsamling. Da deltagerne krævede, at Island skulle få sin egen regering, opløste den danske regerings repræsentant den 9. august 1851 forsamlingen, medens danske soldater stod udenfor mødesalen, parate til at arrestere repræsentanter, som ikke adlød den danske regerings ordre om at forføje sig. Dette ingreb var direkte folkeretsstridigt. Den danske regering havde jo selv i unionstraktaten stadfæstet, at den ingen ret havde til at intervenere i Vestrigs indre anliggender.

Det syntes som om, at den danske regering systematisk forsøgte at handle folkeretsstridigt for at undslippe denne folkeretlige forpligtelse. Et forsøg var at regeringen agtede at indlemme Island og Færøerne, men ikke Grønland, i Danmarks rige ved at Danmarks riges grundlov blev deres grundlov. Ikke engang på Færøerne lykkedes denne plan. Årsagen hertil var, at Vestrigs forfatning var den, der var trådt i kraft 1661. Den gav kongen den almindelige lovgivende, men ikke den forfatningsgivende myndighed. Da de danske embedsmænd bekendtgjorde den danske forfatning på Færøerne, blev de nødt til at kundgøre den som enhver almindelig lov med hjemmel i Vestrigs forfatning. Bestemmelserne i Danmarks riges grundlov har derfor i Vestrig samme gyldighed som almindelige love. De bestemmelser i den danske grundlov, der ikke er i overenstemmelse med dem i Vestrigs forfatning, er derfor ugyldige. Den almindelige lovgivende myndighed i Vestrig kan nårsomhelst sætte Danmarks riges grundlov ud af kraft i Vestrig.

I 1918 forlod Island Vestrig, som herefter omfatter Grønland og Færøerne. Vestrigs internationale stilling var uændret. I henhold til unionstraktaten var Vestrig ligestillet med Danmarks rige og havde samme ret til at have en regering, der bestemte over alle rigets anliggender, ligesom den danske regering havde det i Danmark.

Det alvorlige problem var, at den danske regering heller ikke efter 1918 respekterede folkeretten i sin behandling af Vestrig. Den fortsatte med at intervenere i Vestrigs anliggender. Regeringen formidlede stadig ikke kongens budskab af 22. marts 1848 til vestrigerne, nemlig at de havde al myndighed i Vestrig, og regeringen anmodede dem ikke om at oprette en regering, der kunne repræsentere Vestrig udadtil, og derfor kunne forhandle med den danske regering. Et af de indgreb, den danske regering foretog, var at diskriminere mellem borgerne i Vestrig efter fødestedskriteriet.

En af disse beslutninger, som var folkeretsstridig, var at give de vestrigere, der boede på Færøerne, valgret til at vælge repræsentanter til Danmarks rigsdag. Det var trods alt i bedre overensstemmelse med folkeretten, som det blev gjort med vestrigerne i Grønland, nemlig slet ikke at lade dem vælge repræsentanter til rigsdagen. Det var jo forbudt begge riger at intervenere i det andet riges indre anliggender. Derfor havde den danske regering ingen ret til at bestemme, at vestrigerne skulle vælge repræsentanter, der intervenerede i dansk indenrigspolitik.

Men at vestrigerne på Færøerne var de eneste i Vestrig, som den danske regering havde givet stemmeret, blev af største betydning, da folkeafstemningen foregik.

Det interessante spørgsmål var nemlig, hvad spørgsmålet: “Ønsker De Færøerne løsrevet fra Danmarkar?” i virkeligheden betød.

Det var ganske klart, at hvis et flertal satte kryds for dette spørgsmål, så blev der løsrivelse mellem Danmark og Færøerne.

Men hvad med Grønland?

Havde vestrigerne på Færøerne dermed stemt ja for Færøernes løsrivelse fra Grønland?

Her var spørgsmålet, om Grønland var en del af Danmark eller ej.

Hvis Grønland nu i 1946 var en del af kongeriget Danmark, måtte dette være sket en bestemt dag. Denne dag måtte have været efter 1814, fordi i fredsaftalen i Kiel var intet anført om, at nogen del af Vestrig var blevet flyttet til Danmarks rige. Det er utvivlsomt, at Grønland i 1261 blev en del af Norges rige, og at Færøerne og Grønland lige siden, eller i 645 år, havde været i samme rige. Da Danmarks konge i 1380 arvede Norges kongekrone, var Grønland en integreret del af Noregs rige ligesom Færøerne. Da Norges konge i 1814 afgav land til Sverige for at få fred, havde han tilbage den del af Norge, som omfatter Vestrig. De danske Stater var stadigvæk en union, og i den havde man Vestrig og Danmark. Skal grænser flyttes mellem riger i en union, skal det foregå efter folkerettens regler med en traktat, der bliver aftalt mellem regeringerne i begge delstater. Dette har man adskillige eksempler på såvel i USA som i forbundsrepublikken Tyskland.

Men efter 1848 havde den danske regering forhindret, at nogen vestrigsk regering var oprettet. Dette overgreb mod folkeretten havde den konsekvens, at den nødvendige forudsætning for at flytte grænsen mellem Danmark og Vestrig, så Grønland kunne blive en del af Danmarks rige, ikke var tilstede.  

Dette betyder, at den 12. juni 1946, den dag, den danske regering besluttede, at der i Vestrig skulle afholdes en folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark, var Grønland ikke en del af Danmarks rige, men en del af Vestrig. Ved at stemme ja til løsrivelse fra Danmark stemte vestrigerne på Færøerne nej til at rive sig løs fra vestrigerne i Grønland, der ikke var nogen ubetydelig del af Vestrig. Flertallet af vestrigerne, 53%, boede nemlig i Grønland.  

Det var folkeretsstridigt, at den danske regering havde forhindret flertallet af vestrigerne, som boede i Grønland, at være repræsenteret i Vestrigs valgte forsamling. Det var også folkeretsstridigt at forhindre dette flertal at få stemmeret til en folkeafstemning, hvor der skulle bestemmes, om deres rige skulle afskaffes og indlemmes i Danmarks rige. Dette var hvad det første spørgsmål drejede sig om. Lige så absurd var, at dette samme flertal ikke fik lov til at være med at afgøre, om unionstraktaten mellem Danmark og Vestrig skulle ophæves. Det var jo dette, løsrivelsesspørgsmålet drejede sig om. 

Det var dog ikke vestrigerne, men den danske regering, der havde ansvaret for denne forsømmelse. Bestemmelsen om, at kun de vestrigere, som boede på Færøerne, skulle få lov til at stemme ved denne folkeafstemning, var endnu et resultat af den ulovlige intervention, den danske regering havde praktiseret i Vestrig.

I 1946 indgik Danmark og Vestrig derfor en ny folkeretlig overenskomst. Den gik ud på, at såfremt et flertal af de vestrigere, der havde stemmeret og benyttede sig af den, på en folkeafstemning udtrykte ønske om at ophæve den gældende unionstraktat, så skulle den ophæves.

At denne aftale er folkeretlig betyder, at den er gyldig for begge riger. Det ene rige kan ikke uden det andet riges samtykke træde ud af aftalens forpligtelser. Dette vil sige, at folkeretligt kunne Danmark efter den 14. september ikke andet end acceptere Vestrigs uafhængighed. Det stod Grønland og Færøerne frit for at oprette en regering, der kunne forhandle med Danmarks regering om ophæve den hidtil gældende unionstraktat og afslutte en ny om samarbejde mellem de to riger, Danmark og Vestrig. 

På folkeafstemningen den 14. september 1946 var der nemlig et flertal af de vestrigere, der havde stemmeret, der benyttede dem til at acceptere den danske regerings tilbud om løsrivelse.

Men derpå skete det, at den danske regering ikke overholdt den folkeretlige aftale, den havde indgået med Vestrig om at unionstraktaten af 1450 skulle ophæves, hvis vestrigerne ville det. Den danske regering brød også unionstraktatens bestemmelse om, at det ene rige ikke skulle blande sig i det andet riges indre anliggender, for den satte militære styrker ind for at opløse den eneste folkevalgte forsamling i Vestrig. Påskuddet var, at forsamlingen agtede at oprette en regering i Vestrig, hvilket den var fuldt berettiget til i henhold til unionstraktaten.

Danmarks statsminister, Knud Kristensen, erklærede umiddelbart efter afstemningen, at en folkeafstemning selvfølgelig skulle respekteres, og at forhandlingerne om adskillelsen skulle føres i al fordragelighed. Men fire dage senere havde embedsmændene i statsministeriet klaret at manipulere statsministeren til at skifte mening. Fra at optræde som folkerettens og demokratiets forsvarer, opløste han det færøske lagting. Da der var optræk til, at lagtinget ikke ville lade sig opløse, blev et inspektionsskib sendt til Færøerne, og de ulydige parlamentarikere blev truet med arrest og fængsel. Deres forbrydelse var at tro på at regeringen overholdt folkeretten og bøjede sig for resultatet af den folkeafsteming, regeringen selv havde udskrevet om opløsning af unionen. Det vi her så den 24. september 1946, var derfor en gentagelse af det, der skete i Island den 9. august 1851.

Konklusionen er derfor, at 14. september 1946 afgjorde Vestrig (Grønland og Færøerne) og kongeriget Danmark at opløse unionen fra 1450 og blive to selvstændige riger. Dette skete ved en folkeafstemning, som den danske regering havde besluttet efter at alle de danske politiske partier havde fået spørgsmålet forelagt og havde godkendt regeringens forslag om at afholde denne folkeafstemning.

I første omgang accepterede den danske regering den afgørelse, som Vestrig havde truffet, men forandrede derpå mening.

Det interessante spørgsmål er, om den danske regering har handlet folkeretsstridigt ved ikke at sørge for, at resultatet af folkeafstemningen er gennemført i de forløbne 72 år.

Det kan der ikke være nogen tvivl om.

Folkeafstemningen var af folkeretlig karakter. To riger havde indgået en folkeretlig aftale om en union. Det ene rige tilbød derpå det andet, at det kunne forlade unionen hvis der på en folkeafstemning var flertal herfor. Da denne betingelse blev opfyldt, var den stat, der havde fremsat tilbudet, folkeretlig forpligtet til at opfylde sit løfte. I folkeretten er der ingen forældelsesfrist. Et løfte, der er afgivet i 1946, er nøjagtig lige bindende i 2018 som det var den 12. juni 1946 da det blev fremsat.

Men var løftet i 1946 ikke alene givet til Færøerne?

I 1946 var Færøerne sammen med Danmark fordi de var en del af Vestrig, der indgik i en union med Danmark. Denne traktat forbød Danmark at blande sig i Vestrigs indre forhold, og derfor kunne den danske regering ikke uden en aftale med Vestrigs regering bestemme, at Vestrig skulle sønderdeles, således at en del af dette rige blev et selvstændigt rige. Et tilbud til Færøerne om selvstændighed kunne derfor ikke være andet end et tilbud til hele Vestrig, herunder Grønland. Det ville være folkeretsstridigt at påstå, at Grønland ikke var indbefattet i tilbudet om uafhængighed, for Danmark havde ingen ret til at bestemme i Vestrigs indre forhold.

Da folkeafstemningen var i overensstemmelse med folkeretten, fordi forholdet mellem Danmark og Vestrig er folkeretligt, kan Danmark ikke stille uret tilbage.

Man kan argumentere for, at det ville være anderledes, hvis den danske regering havde tilbudt en dansk ø som f. eks. Samsø uafhængighed. Den er en del af Danmarks rige, og en stat har ret til at behandle sine statsborgere dårligt. Hvis samsingerne havde accepteret uafhængigheden kunne den danske regering derfor uden folkeretlige implikationer sige at nu venter vi med at sætte bestemmelsen i kraft, og det ville den danske stat kunne gøre fordi indbyggerne folkeretligt og statsretligt var forpligtede til lydighed mod staten. Dette er en helt anden situation, end den Vestrig var i 1946 og er i den dag i dag, for her har den danske stat ved at udskrive folkeafstemningen folkeretligt anerkendt, at Vestrig blev selvstændigt.

Hvordan er Vestrigs folkeretlige stilling så i denne ventetid til Danmark kommer til besindelse og accepterer de folkeretlige realiteter?

Til den 14. september 1946 var Vestrig sammen med Danmarks rige i henhold til unionstraktaten. I 1946 indgik Vestrig og Danmark en ny aftale om, at unionstraktaten blev ophævet, hvis et flertal af de vestrigere, der stemte på en folkeafstemning, ønskede dette. Denne nye aftale blev godkendt på folkeafstemningen den 14. september 1946. Danmarks rige havde derfor en folkeretlig forpligtelse til at opfylde den indgåede aftale. Den gamle unionstraktat skal derfor ophæves. Dette sker ved en ny traktat, der træder i kraft efter at den er ratificeret af begge parter. Dette tager sin tid, og i mellemtiden er den gamle traktat gældende.

Det er i denne mellemtilstand,  forholdet mellem Danmark og Vestrig stadig befinder sig i. Problemet er bare, at Danmark på folkeretsstridig vis stadig blander sig i Vestrigs indre forhold. Det mest eklatante eksempel var naturligvis opløsningen af den eneste folkevalgte forsamling i Vestrig i 1946 under militære trusler.

Konsekvensen heraf har været, at Vestrig hidtil ingen regering har fået. Vestrigerne, hverken grønlænderne eller færingerne, har endnu fået det selvstyre, som de erhvervede sig ret til i 1946.

I henhold til folkerettens regler havde vestrigerne i 1946 ret til at forsvare sin uafhængighed med alle midler, herunder væbnet magt. Det gjorde de ikke. De stolede på, at den dag ville komme, da retten sejrede over den uret, der var overgået dem.

Konsekvensen af den folkeretsstridige politik, den danske regering har ført, er at Vestrig i 72 år ingen regering har fået. Vestrigerne, som den 14. september 1946 fik ret til at blive et selvstændigt rige, der kunne arbejde i verdenssamfundet på lige fod med alle andre riger, er stadig offer for uretten.

I verdenspolitisk sammenhæng er dette ikke nogen bagatel. Vi har her verdens 12. største rige. Indbyggerne er over 100.000, og mulighederne for økonomisk udvikling er store. Vestrig er ligesom Schweitz og Singapore et rige med mer end et officielt sprog,  hvilket absolut ikke har hæmmet den økonomiske vækst.

Hver dag siden den 14. september 1946 har Vestrig haft ret til at få uafhængigheden. Undskyldningerne for at dette ikke er realiseret er mange, men nu er der snart ventet længe nok.

For at komme ud af dette dødvande er det nødvendigt at tænke utraditionelt og komme med nye forslag.

Siden 1946 er den forandring sket, at også vestrigerne i Grønland har fået stemmeret, således at der nu er to repræsentative forsamlinger i Vestrig.

Nu er der intet der forhindrer, at alle de valgte repræsentanter i Vestrig afholder et stormøde, hvor de blandt andre sager af fælles interesse kan behandle det mest påtrængende spørgsmål af alle: At få den danske regering at opfylde den folkeretlige pligt, den påtog sig i 1946 til at afslutte en traktat mellem Vestrig og Danmark om at unionstraktaten af 1450 ophæves, således at Vestrig og Danmark kan samarbejde i verdenssamfundet som to selvstændige riger.

 

 

 

 

Lýsing
Seinastu tíðindini
MARK vs Bústaðir
Gutti Winther + Pipar & Salt í Klaksvík…
Løgtingsfor­maðu­rin: - Eg taki broytingar…
Gott úrslit hjá Føroya Tele í 2017
Beinta sett í verkætlanarstarv
Stórmál­ini sleppa ikki ígjøgnum
Vit og skil í Klaksvíkar kommunu
Fyrilitarleysar hugsanir í býráðnum
Áhugafelagið  Nólsoyar Páll ársaðalfund
Tunlar norður um Fjall falla allarhelst
Posta skal privatiserast
Ímillum sannleika og bedrag
Hallur: - Vit síggjast í Føroya­húsi­num t…
Pison landar fríggjamorgun
Olaf koppaði oddamanninum
Pensjónsný­skipanin tekur keypiorku frá p…
Steffan og Thorvald í uppskoti til ársin…
Hey fremur nýbrot innan føroyskt telefon…
Endabrak í Húsinum týskvøldið
Edward Fuglø: - Rívið ikki Ídni niður