Mens venneskaren bli’r mindre,
så vokser et vennegeled
deroppe, hvor stjernerne tindre,
hvor de fandt den evige fred.
----
Mens tiden som elven ses rinde
livets historiske løb,
i strømmen vi venner kan finde,
der gav os det bedste køb.

I dag vi sørger jer begge,
der gav os langt mer end I ved,
I nåed’ som læger at lægge
et minde af guld på vort sted.

I blev vore venner for livet,
der trofast i alt stod os bi,
at lindre i nød var jer givet,
til alle I traf på jer’ sti.
----
Livselvens stille strømme,
slægternes sagabog,
hvisker jer begge nu ømme
ord for hvert skridt I tog.

Livselvens strøm “avantgarde”
fra fjeldet til brændingens brus,
er nu bavne og varde,
ved Fuglefjords lægehus.

Livselv, der stadig har farten,
livets saga og guld,
er nu minde om Joan og  Carsten,
som tyst hviler under muld.

Unna & Petur Martin Petersen