Ása Vitalis, úr Klaksvík, ið var gift John Thomsen, sum lat lív í spreingingini í Nuuk, hevði skrivað sær hesa taluna at halda síðsta leygardag í Nuuk, tá minnissteinurin bleiv avdúkaður.

Orsakað av conronasmittuni, var ferðin til Grønlands avlýst og talan bleiv í staðin lisin upp við hátíðarhaldið av Súsonnu Mortensen.

Vit endurprenta taluna niðanfyri:

Jeg vil gerne bruge denne anledning til at sige tak til alle på Grønland, der på en eller anden måde, hjalp Nina og mig efter ulykken den 14. marts 1970 på blok 5.

Og en særlig tak til dig Erla, som jeg har lært lidt at kende igennem de sidste 3 år, hvor vi har skrevet sammen. Tak for dit store arbejde med at rejse denne mindesten, således at ofrene for denne forfærdelige ulykke ikke bliver glemt.

Jeg vil også gerne fortælle, hvordan denne skæbnesvangre dag gik for os. John og jeg arbejdede begge for Asmussen & Weber, John som ingeniør (pladsleder) og jeg som kontor-assistent, jeg havde fri om lørdagen.

Denne lørdag den 14. marts stod John op kl. 7, for at lave morgenmad til sig selv og vor lille datter. Pludselig kommer John farende ind og råber Ása, Ása, pas på Nina, hun står oppe i vinduskarmen, jeg for op og sammen vinkede vi to til John, der kørte på arbejde, dette var sidste gang vi så ham….

For at beskrive lidt af den fred og ro (eller Idyl om du vil) der på dette tidspunkt herskede i vor lille familie, kan jeg fortælle, at vi aftenen før ulykken havde været ude for at invitere vore venner til Nina’s 2 års fødselsdag den 14. marts. Hverken vi eller de fleste af vore venner, havde telefon, så vi benyttde firmabilen og kørte rundt i Godthåb med fødselsdagsindbydelserne.

Dette indebar også, at jeg om lørdagen gik og hyggede med Nina og f.eks. lavede bolledej etc. frokost til John, der ville komme tidligt til frokost, da han også ville spille tennis i frokstpausen.

Pludselig lød der et øredøvende højt brag, så kraftigt at døren på køleskabet, der stod lige uden for køkkenet gik op. Jeg kiggede ud af stuevinduet og kunne i det fjerne se, at der steg noget røg op i luften. Jeg vurderede at det kunne være på Sletten, men troede at det måske var på skolen, der lå i nærheden, idet der nogle dage forinden havde været noget med en varmekanon der. Jeg trøstede mig med, at det nok var sådan og fortsatte.

Jeg lukkede op for Grønlands Radio, hvor en tydelig mandsstemme sagde:

“For nogle minutter siden skete en ulykke, hvorved en af Godthåbs nye boligblokke, blok 5 styrtede sammen. Hvor mange døde, der ligger i ruinerne, ved man endnu ikke”…. cirka dette var ordene…

Jeg stod som forstenet i køkkenet, hvad gør jeg nu? Vi havde ingen telefon, John var kørt på arbejde med firmabilen, så jeg besluttede at se efter, hvornår naboen kom med sin jeep til middag. Så jeg kunne bede ham om at gøre mig den tjeneste at køre hen til Sletten for at finde ud af, hvor John befandt sig. Minutterne blev rigtig lange, inden jeg kunne se hans jeep komme tilbage.

Naboen virkede meget rystet, men jeg forstod på sammenhængen, at han havde talt med formanden, Hans Jacob. John og Hans Jacob var i gang med at skrive mangellister, da blokken skulle afleveres ugen efter. Hans Jacob skulle klargøre en lejlighed på 1, sal, mens John skulle klargøre en lejlighed på 3. sal, hvorefter de skulle gå til middag. Han forklarede også, at lejligheden på 3. sal stod urørt.

Senere har jeg fået at vide, at formanden kunne spadsere ud, da etagen under ham forsvandt…

Hvad skete der mere denne lørdag eftermiddag? Jo, jeg tog en rask og fast beslutning, jeg ville selv finde ud af, hvad der var sket med John. Jeg pakkede Nina varmt ind, tog selv varmt tøj på, og spadserede med Nina i barnevognen fra Entreprenørdalen, op til Helleporten, hvor der boede en pilotfamilie vi også kendte fra det lille missionshus, vi kom i. De havde både bil og telefon.

Jeg vidste vi havde skrevet en bemandingsliste til firmaet om fredagen, og tænkte det ville være godt for opklaringsarbejdet at finde denne frem.

Da Maija stod i døren, sagde jeg halvkvalt: “John ligger dernede i ruinerne”. Det var begyndt at blæse op, og virkede gråt og koldt.

Maija kørte mig til kontoret, som jeg selv havde nøgle til. Jeg fandt bemandingslisten frem og lagde den på Johns skrivebord.

På skrivebordet lå der en lille håndskrevet seddel: “Der er fundet en mand, der menes at være Thomsen”….

Maija kørte mig til Sana, hospitalet i Godthåb, hun forklarede stille og roligt hvorfor vi kom, en ung læge gav mig en indsprøjtning, formentlig noget beroligende. Jeg fik ringet til Johns forældre i København og til mine forældre på Færøerne.

Jeg skulle til at forlade Grønland…

Jeg vil sige tak til håndværkerne fra Asmussen & Weber, der kom til os med en container og pakkede alle de store ting for os.

Jeg vil sige tak til politimester Jørgen Hertling, der tog pænt i mod os og sørgede for at vi fik kisten med hjem, den skulle beklædes med zink, mener jeg.

Tak til alle de hjælpende hænder, tak til jer allesammen, der gjorde det muligt for os at kunne tage afsked med Godthåb den 19. marts 1970….. Gud velsigne jer….